Forbered dig med en fremtidsfuldmagt

Er fremtidsfuldmagten det værktøj, vi håbede på?

I de seneste år har mange danskere valgt at oprette en fremtidsfuldmagt. Det kan da også være en rigtig god idé – men er fremtidsfuldmagten blevet det redskab, som man havde håbet? Det kan du læse mere om i denne artikel.

Hvad er en fremtidsfuldmagt?

En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, der først træder i kraft, hvis du bliver syg eller mister evnen til selv at tage vare på dine personlige eller økonomiske forhold. Formålet er at give dig mulighed for at bevare kontrollen over dit liv – også hvis du senere skulle miste evnen til selv at træffe beslutninger.

Når du opretter en fremtidsfuldmagt, kan du selv bestemme, hvem der skal repræsentere dig, hvis du ikke længere kan. Det er altså et privat alternativ til et offentligt værgemål, hvor det ofte er en fremmed, der træffer beslutninger på dine vegne.

Hvem kan oprette en fremtidsfuldmagt?

Alle personer over 18 år, som er i stand til at handle fornuftsmæssigt, kan oprette en fremtidsfuldmagt. At handle fornuftsmæssigt betyder, at du skal kunne forstå konsekvenserne af at oprette fuldmagten.

For at sikre dette er det et krav, at fuldmagten skal vedkendes for en notar. Notaren har blandt andet til opgave at sikre, at fremtidsfuldmagten oprettes af egen fri vilje, og at du ikke er blevet presset af andre til at oprette den.

Hvem kan være fuldmægtige?

Som udgangspunkt kan alle indsættes som fuldmægtige. Dog må den eller de personer, du vælger, på tidspunktet hvor fremtidsfuldmagten træder i kraft, ikke være under 18 år, ikke være under værgemål og ikke selv have en fremtidsfuldmagt, der er sat i kraft.

Du kan vælge at indsætte én eller flere personer som fuldmægtige. Hvis du vælger flere, skal du tage stilling til, om de skal være sideordnede eller subsidiære.

  • Sideordnede fuldmægtige: Alle træder i funktion samtidig, når fuldmagten sættes i kraft.

  • Subsidiære fuldmægtige: Disse træder kun i funktion, hvis den primære fuldmægtige ikke kan varetage opgaven.


Hvad kan en fremtidsfuldmagt omfatte?

Økonomiske forhold

En fremtidsfuldmagt kan dække dine økonomiske forhold enten generelt eller kun bestemte områder, som du selv præciserer i fuldmagten. Hvis du ikke begrænser fuldmagten, vil dine fuldmægtige blandt andet kunne:

  • Indgå retshandler og kontrakter af enhver art

  • Administrere og sælge fast ejendom

  • Underskrive pantebreve på dine vegne

  • Indfri dine lån med dine midler

  • Placerer dine penge i banker eller andre investeringer

  • Ansøge om offentlige ydelser på dine vegne

  • Repræsentere dig som arving eller kreditor

  • Afgive stemmer på dine vegne ved generalforsamlinger

Når en fremtidsfuldmagt om økonomiske forhold er sat i kraft, kan de fuldmægtige også tilbagekalde andre fuldmagter, du tidligere har givet. De kan desuden give underfuldmagter til andre, hvis det er nødvendigt inden for fremtidsfuldmagtens område.


Personlige forhold

En fremtidsfuldmagt kan også omfatte personlige forhold – enten bredt eller kun specifikke områder, som du vælger. Hvis du ikke begrænser fuldmagten, kan de fuldmægtige eksempelvis:

  • Ansøge kommunen om hjælp og støtte

  • Træffe beslutninger om dine personlige forhold

  • Få indsigt i oplysninger om din person og dit helbred

  • Udtrykke dine ønsker i forhold til pleje og omsorg

Der er dog grænser. De fuldmægtige kan fx ikke:

  • Indgå ægteskab på dine vegne

  • Oprette testamente for dig

  • Bestemme, at du skal flytte på plejehjem

Der kan også være andre situationer, hvor myndigheder kræver din personlige tilstedeværelse.


Hvad kan de fuldmægtige bestemme?

De fuldmægtige skal altid handle, som du selv ville have gjort. De er forpligtet til at varetage dine interesser og følge de anvisninger, du har givet i fuldmagten.

Du kan også vælge at fordele ansvaret, fx at én fuldmægtig skal tage sig af økonomien, mens alle fuldmægtige skal inddrages i personlige forhold. Det er helt op til dig, og de fuldmægtige har pligt til at respektere dine ønsker. Hvis de tilsidesætter dine instrukser, kan de blive erstatningsansvarlige.


Bliver de fuldmægtige kontrolleret?

Det er Familieretshuset, der fører tilsyn med de fuldmægtige. Tilsynet er som udgangspunkt “hvilende”, hvilket betyder, at Familieretshuset først griber ind, hvis de får en konkret henvendelse eller selv bliver opmærksomme på problemer.

Hvis tilsynet aktiveres, kan Familieretshuset blandt andet:

  • Kræve, at de fuldmægtige fører regnskab

  • Pålægge bestemte handlinger

  • Sætte fremtidsfuldmagten ud af kraft

Hvis du ønsker et aktivt privat tilsyn fra starten, kan du bestemme det i fuldmagten. Du kan fx vælge en advokat eller revisor til at føre tilsyn og selv fastsætte regler for, hvor tæt de skal følge de fuldmægtiges beslutninger. Du kan også beslutte, at tilsynet skal have mulighed for at tilbagekalde fuldmagten.

Hvornår træder fremtidsfuldmagten i kraft?

Fremtidsfuldmagten træder først i kraft, når Familieretshuset godkender det. Indtil da er fuldmagten “hvilende” og kan ikke bruges.

Igangsættelsen sker på baggrund af en anmodning fra dig eller dine fuldmægtige. Familieretshuset vil herefter undersøge, om betingelserne er opfyldt. Det indebærer blandt andet en vurdering af din helbredstilstand baseret på en lægeerklæring, som skal bekræfte, at du ikke længere er i stand til at tage vare på dine forhold.


Kan en fremtidsfuldmagt ændres eller tilbagekaldes?

Du kan til enhver tid ændre eller tilbagekalde din fremtidsfuldmagt – så længe den ikke er sat i kraft.
Proceduren er den samme som ved oprettelsen.

Hvis fuldmagten er sat i kraft, kan den kun ændres eller tilbagekaldes, hvis du stadig er i stand til at forstå konsekvenserne af ændringen.

Det anbefales at gennemgå fuldmagten med jævne mellemrum – fx ved ændringer i dit liv eller hos de personer, du har valgt som fuldmægtige.

Er fremtidsfuldmagten skudsikker?

Siden fremtidsfuldmagter blev introduceret i 2018, har der været visse udfordringer i praksis.

Et af de største problemer har været, at fremtidsfuldmagten ikke kunne bruges til NemID, fordi NemID er personligt og strengt fortroligt. Desværre er problemet ikke helt løst med MitID – her er det stadig ikke muligt at få en egentlig fremtidsfuldmagt til en andens MitID.

Dog er der åbnet en mulighed: De fuldmægtige kan få adgang til en digital fuldmagt med deres eget MitID, som gør det muligt at handle digitalt på dine vegne i en række situationer. De kan fx:

  • Tilgå din sundhedsjournal og laboratoriesvar på sundhed.dk

  • Melde flytning på borger.dk

Så selvom fremtidsfuldmagten har sine begrænsninger, er den stadig et meget nyttigt og tryghedsskabende redskab.

Har du brug for hjælp?

Hos Advokatfirmaet Wolff har vi stor erfaring med at udarbejde fremtidsfuldmagter. Hvis du eller dine pårørende har brug for vejledning eller har spørgsmål om, hvorvidt en fremtidsfuldmagt er den rigtige løsning, er du altid velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale. Jeg hjælper dig gerne trygt videre i processen.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *