Ejeraftalen – hvorfor er den vigtig?
Hvis dit selskab har flere ejere, er det en god idé at få udarbejdet en ejeraftale. Ejeraftalen skaber nemlig klare rammer for samarbejdet og mindsker risikoen for fremtidige konflikter. I denne artikel kan du blive klogere på hvad en ejeraftale er, hvorfor den er vigtig at få lavet, og hvad den bør indeholde.
Hvad er en ejeraftale?
En ejeraftale, også kaldet anpartshaveroverenskomst eller aktionæroverenskomst, er en aftale mellem ejerne af et selskab.
Formålet med ejeraftalen er at beskrive de aftaler og retningslinjer, som selskabets ejere er blevet enige om, når det kommer til selskabets drift. Typisk vil en ejeraftale også indeholde en beskrivelse af en række andre forhold, lige fra beslutningsprocesserne i selskabet og til, hvordan ejerandele håndteres ved en ejers udtræden eller død.
Da en ejeraftale først og fremmest har til formål at reducere risikoen for konflikter mellem ejerne, er det en god idé at få udarbejdet ejeraftalen inden tvisterne opstår. Ejeraftalen bør derfor udarbejdes allerede ved selskabets start eller på det tidspunkt, hvor selskabet går fra at have en ejer til at være ejet af flere.
Hvad bør en ejeraftale indeholde?
Indholdet af ejeraftalen vil afhænge af antallet af ejere og selskabets branche. Det vigtigste er, at den forudser mulige konflikter, så ejerne undgår situationer, hvor de ikke kan træffe beslutninger, eller selskabets drift påvirkes negativt.
Her er nogle forslag til, hvad ejeraftalen bør dække:
Baggrund og formål
Det kan være hensigtsmæssigt at beskrive formålet med ejeraftalen. Det sikrer nemlig, at ejerne altid kan vende tilbage til de oprindelige tanker bag aftalen og årsagen til at selskabet overhovedet blev startet. I tilfælde af uenigheder mellem ejerne kan det være et godt fortolkningsbidrag, når der skal findes en løsning på konflikten.
I dette afsnit kan også indgå en beskrivelse af ejernes planer for selskabet. Er det for eksempel blevet oprettet med det formål at arbejde henimod et senere salg af selskabet, så vil dette være en væsentlig faktor ved fortolkningen af ejeraftalen.
Selskabets kapitalgrundlag
Ethvert selskab er afhængigt af tilstrækkelig kapital for at opretholde driften. I ejeraftalen bør der derfor være en beskrivelse af selskabets finansielle grundlag. Dette omfatter overvejelser om, hvorvidt ejerne forventes at bidrage til yderligere finansiering gennem kapitalindskud eller ved at stille sikkerhed på selskabets vegne, men også om ejerne skal have ret til at bruge deres ejerandel til sikkerhed for personlig gæld.
Ledelse og beslutningsret
For ethvert selskab er det afgørende, at beslutningsprocesserne omkring selskabets drift er effektive. Derfor bør ejeraftalen indeholde en omhyggelig beskrivelse af, hvem der har beføjelse til at træffe beslutninger i selskabet, og eventuelt de procedurer, der skal følges ved beslutningstagning. Hvis ledelsen består af flere medlemmer, kan det være relevant at fordele ansvarsområderne, så hvert medlem har ansvaret for specifikke områder.
Der kan også opstå situationer, som har så stor indvirkning på selskabet, at alle ejere bør være enige inden der træffes en beslutning. Ejeraftalen bør derfor også indeholde en detaljeret beskrivelse af, hvilke konkrete beslutninger, der kræver enighed blandt alle eller flertallet af ejerne. I tilfælde af uenigheder eller ”deadlock” kan ejeraftalen beskrive processen for at løse konflikten og sikre, at ejerne kommer bedst muligt videre uden unødig forsinkelse.
Arbejdsindsats
Ejerne i et selskab yder ofte en arbejdsindsats til gavn for selskabet, og det kan derfor let blive en kilde til konflikter, hvis der er ubalance i den arbejdsindsats, som ejerne hver især bidrager med.
Ejeraftalen kan spille en afgørende rolle i at fastlægge retningslinjerne for arbejdsindsatsen. Det kan omfatte specifikke krav, såsom et fast timeantal, men det kan også omfatte ejernes ret til at påtage sig andre hverv eller bijobs, mens de er ejere i selskabet.
Forkøbsret og køberet
Når en ejer overvejer at sælge eller overdrage sin ejerandel, kan det være en fordel at fastsætte en forkøbsret, hvor de øvrige ejere har førsteret til at købe den pågældende ejerandel. Det kan især være en fordel, hvis den eksisterende ejerkreds ikke ønsker at drive selskabet videre med en fremmed.
Det er også relevant at regulere, hvordan de andre ejere får ret til at købe en ejerandel i tilfælde af specifikke begivenheder i en ejers liv. Det kan for eksempel være tilfælde, hvor en ejer bliver alvorligt syg og ikke længere kan deltage i driften af selskabet, en ejer bliver separeret eller skilt fra sin ægtefælle uden at have oprettet en ægtepagt, eller hvis en ejer afgår ved døden.
Personlige forpligtelser
Begivenheder i en ejers personlige liv kan have betydelige konsekvenser for de andre ejere, og derfor bør ejeraftalen indeholde en række forpligtelser for ejerne af ren privat karakter.
For eksempel er det afgørende, at ejeraftalen klart definerer, hvordan den gifte ejer skal håndtere sit ægteskab. Dette kan inkludere krav om oprettelse af ægtepagt for at sikre, at ejerandelen ikke indgår i en bodeling i tilfælde af skilsmisse med ejerens ægtefælle.
Derudover kan det være relevant at overveje, om ejerne bør oprette testamenter til fordel for hinanden for at forhindre, at ejerens arvinger bliver en del af ejerkredsen.
Medsalgsret og medsalgspligt
Når ejerkredsen består af flere personer med varierende ejerandele, er det relevant at overveje, hvorvidt ejeraftalen skal indeholde en bestemmelse om såkaldt medsalgsret og medsalgspligt.
Medsalgsretten er en form for salgsret, der sikrer, at de andre medejere har ret til at medsælge deres ejerandel, hvis en vis procentdel af selskabet sælges til en ekstern køber. På tilsvarende vis sikrer medsalgspligten, at minoritetsejere kan pålægges at sælge deres ejerandel, hvis flertallet af de resterende ejere ønsker at afhænde hele virksomheden til en ekstern køber.
Udbetaling af udbytte
Da de fleste selskaber har økonomisk gevinst som mål, kan størrelsen af udbytteudlodninger fra selskabet skabe uenighed blandt ejerne.
Ejeraftalen kan på dette punkt sikre klarhed omkring størrelsen af udbytteudlodninger fra selskaber. Især i opstartsfasen, hvor der ofte vil være behov for at konsolidere selskabet via reinvesteringer, kan ejeraftalen fastlægge et loft for udbytteudlodningerne.
Værdiansættelse af ejerandelen
Når en ejer ønsker at sælge sin ejerandel til de øvrige ejere, eller hvis en ejer tvinges til at afstå sin andel af selskabet, er det afgørende, at der er klare retningslinjer for, hvordan værdien af ejerandelen fastlægges.
Typisk vil det være specificeret i ejeraftalen, at værdiansættelsen skal udføres af selskabets revisor, og der fastsættes tydelige retningslinjer for, hvordan revisoren skal vurdere ejerandelen, herunder om goodwill skal inddrages i prisfastsættelsen og andre relevante faktorer.
Ofte vil der også være en regulering af den situation, hvor en ejer, typisk den udtrædende ejer, ikke er enig i den værdiansættelse, som selskabets revisor har foretaget. Her kan ejeraftalen sikre, at ejeren kan anmode om en alternativ værdiansættelse fra en anden revisor eller via revisors brancheorganisation.
Misligholdelse af ejeraftalen
Hvis en ejer undlader at overholde de aftaler, der er indgået i ejeraftalen, vil der typisk være tale om misligholdelse.
En bestemmelse om misligholdelse har primært til formål at forebygge, at en ejer overhovedet kommer i en situation med misligholdelse, men den tjener samtidig til at fastsætte en passende ”straf” for en ejer, der ikke er villig til at overholde de spilleregler, som ejerkredsen er blevet enige om.
I mange tilfælde vil en bestemmelse om misligholdelse betyde, at den misligholdende ejer forpligtes til at betale erstatning og en såkaldt konventionalbod til de øvrige ejere. Alternativt kan der blive tale om et tvangssalg af den misligholdende ejers andel af selskabet til en lav værdi.
Kunde- og konkurrenceklausul
I brancher med stor konkurrence kan det være en god idé at have en kunde- og konkurrenceklausul med i ejeraftalen for at beskytte selskabets interesser.
Disse klausuler har til formål at begrænse en udtrædende ejers mulighed for at starte en konkurrerende virksomhed inden for et specifikt tidsrum eller geografisk område. Samtidig kan de forhindre den udtrædende ejer i at kontakte selskabets kunder, leverandører og andre samarbejdspartnere.
Løsning af tvister
En ejeraftale kan sjældent forudse alle situationer, og derfor er der en vis sandsynlighed for, at ejerne kommer til at stå i en situation, hvor de skal løse en uoverensstemmelse, som ikke er reguleret i ejeraftalen.
Ejeraftalen kan i disse tilfælde bidrage til at forpligte parterne til at indgå i forhandlinger med hinanden og med at fastlægge scenen for løsningen eventuelle konflikter. Typisk vil det være en fordel at konflikten løses med bistand fra en voldgiftsdommer, da det ofte ikke er i selskabets interesse at tvisten afgøres i en offentlig retssag ved de almindelige domstole.
En ejeraftale kræver omtanke
Alle selskaber er unikke og det kræver derfor omtanke at udarbejde en ejeraftale, der tager højde for de udfordringer, der gør sig gældende for det enkelte selskab og den enkelte kreds af ejere. Processen med at indgå en ejeraftale er ofte omfattende, hvor det er afgørende at finde den rette balance mellem magt og indflydelse.
Det kan tage lang tid for ejerne at nå til enighed om indholdet af ejeraftalen, og derfor kan det være en god investering at inddrage en advokat i processen. En erfaren advokat kan bidrage til at sikre, at der objektivt tages højde for både selskabets og ejernes individuelle interesser samt relevant lovgivning inden for selskabets branche.
Advokatfirmaet Wolff har omfattende erfaring med at rådgive om og udarbejde ejeraftaler for både små og store selskaber. Har I spørgsmål til om en ejeraftale kunne være den rette løsning for jeres ejerkreds, eller har I brug for hjælp til at udarbejde en ejeraftale for jeres selskab, så er I velkomne til at kontakte os for en uforpligtende samtale om, hvordan vi kan hjælpe jer videre.
Nyeste artikler
Familielån
Hjælp dine nærmeste med et familielånEt familielån kan være et nyttigt redskab, hvis man som forælder har lidt ekstra luft i økonomien og ønsker at støtte sit barn økonomisk. Uanset hvad anledningen til lånet er, er det vigtigt, at lånet dokumenteres gennem et...
Gør din bolighandel til en god oplevelse med et advokatforbehold
Gør dit boligkøb til en god oplevelse med et advokatforbeholdNår du køber en bolig, er det afgørende at have en uafhængig advokat ved din side til at sikre dine interesser. Mens ejendomsmægleren repræsenterer sælgeren, fokuserer en boligadvokat udelukkende på dine...
Gode grunde til at oprette et testamente
Gode grunde til at oprette et testamenteSelvom tanken kan være ubehagelig, er det klogt at forberede sig på, hvad der skal ske den dag, man ikke længere er her. Med et testamente kan du nemlig sikre, at dine nærmeste får ro og klarhed i en ellers vanskelig tid. Her...
Kategorier
Tilbage til siden ydelser →